Er de intellektuelle egnet til at regere?

By | februar 19, 2022

spørger Steen Steensen til slut i bogen “Forurening igennem tiderne

Det kan man betvivle. Fornuftig lovgivning forudsætter realisme. Intellektuelle er letbevægelige.

De er tilbøjelige til ukritisk at sluge de rigtige meninger, som dog inden længe ubesværet lader sig udskifte med nye anskuelser. Døgnets mode holdes for øje. Ståsteder skifter plads.

Intellektuelle er i stand til at rumme to modstridende ideer i hovedet på én gang og skiftevis tro på dem begge. År efter år på skolebænken forringer kandidaternes dømmekraft. Jordforbindelsen mangler.

I skolemiljøet koster teoretiske vildfarelser ikke noget. Aktører på et frit marked bliver helt anderledes belært om virkeligheden. En forretningsmand med urealistiske projekter taber penge. Straffen falder prompte, når fallitten truer. Håndværkeren bliver lige så hurtigt konfronteret med realiteterne. Entreprenørerne lærer også på den hårde måde, hvori kendsgerningerne består.

En fejlagtig vurdering afregnes kontant, og det er sundt. På den måde skærpes realitetssansen. Fornuft og omtanke grundfæstes.

Sådanne mennesker er egnet til at lovgive.

Vores civilisation er blevet storproducenter af intellektuelle mørkemænd, kriseterapeuter og stadig flere boglige ved skrivebordene.

I sidste afsnit af bogen er yderligere sammenfattet:

Den vestlige verden viser tendenser til forfald.

Universiteterne udruger en overflod af undersøgere og bureaukrater, som produktionsarbejderne og selvejerne tvinges til at forsørge. En udvikling i den retning får flere historikere til at råbe vagt i gevær.

Den tidligere omtalte Niall Ferguson affyrer dette skud for boven: „I dag er europæerne verdens driverter”. Langvarige uddannelser og tidlig pensionering betyder, at en mindre del af europæerne står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Takket være kapitalismens effektivitet overtrumfede Europa efter midten af 1400-tallet alle andre kontinenter. Det får han understreget i sin bog. Men vi er måske ved et vendepunkt. I hvert fald advarer han Vesten: „… den vestlige civilisation trues ikke af andre civilisationer, men af vor egen fejhed – og af den historiske uvidenhed, der nærer den“.

Lars Tvede peger på noget lignende. Kreativitet er afgørende for en civilisations levedygtighed. Men nu er Vesten ved at sande til, siger han. Passer vi ikke på, kan det gå forholdsvis hurtigt. Romerrigets undergang tog blot nogle få årtier. Lars Tvede understreger en frihed, som sikrer ejendomsret og modvirker korruption. Der må være frihed til at investere og frihed til at flytte rundt med ens egne penge. Det gælder om at se muligheder og fremme kreativiteten.

Men den ånd, der skabte Vesten, er ved at gå tabt.

Vores civilisation er blevet storproducenter af intellektuelle mørkemænd, kriseterapeuter og stadig flere boglige ved skrivebordene.

Jeg vil ikke undlade at henvise til den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedmann (1912-2006). Han sagde: „Pengesedlen er mere demokratisk end stemmesedlen”.

 

Ovenstående suppleres meget godt af en artikel fra den 11. februar 2022.

Chefredaktør André Rossmann skriver i det udmærkede webmedie 24nyt.dk om Dansk masseuniversitet i frit fald (2021)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *